JEG VIL IKKE LIGGE HER OG DØ ALENE!

HØRER DU HVAD JEG SIGER?

OG SÅ, PÅ ET HOSPITAL!

 

 

Liv og Død - De Tre Stadier

 

 

 

Kampen for Livet – Kampen mod Døden - Døden.

 

 

 

 

Forløb af Karstens sidste uger, på denne jord.

 

1.

En indædt og vedholdende kamp, førte Du,

en tapper mand var Du.

 

Dit navn var Karsten, mit er Vita.

 

Uden omsvøb:

 - Ved du hvad, jeg er din Brormand nu, og du er min Søs,

du skal se på mig, og holde øje med mig, hele tiden, ikk?

 

Jo Brormand, det skal jeg nok.

 

Jeg hedder Brormand nu, og ikke længere Karsten

og du hedder min Søs nu og ikke længere Vita, ikk?

 

Jo, du er min Brormand nu, og jeg er din Søs.

 

Brormand nikkede umærkeligt, og slap mig ikke med øjnene,

ingen af os slog blikket ned, vi vidste begge, at vi stolede på hinanden,

og vi vidste begge, ’at det’ var rykket tættere på.

 

Træt og drænet, lod du dig falde tilbage på puden.

 

Du vejede kun 40 kg, Du var kun 47 år, Du ville kun livet. 

 

 

 

 

De svære spørgsmål - de svære svar – de talte - de uudtalte.

 

Tror du vel at jeg skal dø nu?

Nej, det gør jeg ikke, jeg tror du skal leve, hvad tror du selv?

 

Skal jeg til at planlægge min egen begravelse,

bestille kiste, og bestemme sange?

 

Nej det tror jeg ikke, ikke nu.

 

Men jeg vil gerne, at vi alle sammen synger:

Den Allersidste Dans, Før Vi Går Hjem.

Kender du den?

 

Nej, hvor har du den fra?

Kim Larsen, jeg har været på højskole med Sylvester,

hans søn, kender, du ham?

 

Næh, det gør jeg ikke, men jeg kender Kim Larsen.

 

Godt så er vi to, konkluderede Brormand.

 

Ved du, på min væg derhjemme har jeg et billede,

som jeg selv har lavet, det skal du have, du laver jo også billeder.

 

Tak, det vil jeg da gerne have, forestiller det noget?

Jeg vidste ikke du malede også.

 

Det må du selv finde ud af.

 

Det, gør jeg, men jeg er spændt på at se det.

 

Min computer skal din datter have, hun studerer jo, gør hun ikk?

 

Jo det gør hun, men hun har altså en computer.

 

Ja, men en gammel en ikk?

 

Jo ældgammel, men hun klarer sig.

 

Og her, så får du nogle penge af mig, du har jo allerede betalt mange penge for at bo på

hospitalets Patienthotel, mens du har passet mig, her på hospitalet i Vejle.

 

Hvor meget har det kostet dig?

 

Mere end du har på kontoen - du er jo næsten altid flad.

 - Så - tænk ikke på det.

 

Jo, tag nu dem her.

 

Nej Brormand, det vil jeg ikke.

 

Det skal du, jeg skal ikke bruge dem, tag dem nu?

Ikke bruge dem? Vidste han, han skulle dø? Var det det han sagde/ikke sagde?

Noget ilde tilpas tog jeg imod dem, og sagde tak Brormand.

 

Han var træt og meddelte:

Jeg ta’r lige en snorker jeg er træt, men du bliver her,

du, går ingen steder vel?

 

Han kiggede intenst på mig.

 

Du, bliver siddende på den her stol, så du kan se mig hele tiden,

jeg vil ikke vågne op og være alene, opdage at du er gået, vel?

 

Nej, det gør du heller ikke, jeg bliver.

Jeg bliver siddende på denne her stol.

 

Og sov du så godt.

 

Hvis jeg ikke kan falde i søvn, så bliver du stadig her, på denne her stol –

og hvis jeg kan falde i søvn, så bliver du også på denne her stol, og er her, når jeg vågner.

Du går ingen steder, vel?

 

Nej, jeg går ingen steder, jeg bliver her hos dig.

 

Du rejser dig heller ikke, hvis du skal noget, vel?

Så la’r du være med det du skal, ikk?

og bliver siddende på denne her stol hele tiden, ikk?

Lover du det?

 

Ja det lover jeg - tror du på mig?

 

Ja, jeg tror på dig.

 

Ok, så sov du godt.

 

Karsten var bange, jeg var bange.

Hvad skulle vi gøre?

Ingen af os, havde nogen steder at gå hen.

 

Det bankede på døren, en vogn med en dame skubbede sig ind på stuen.

Der skulle gøres rent.

Jeg sagde til hende, at hun desværre ikke kunne komme til lige nu, Karsten skulle sove, og jeg var ikke oplagt til selskab. Hun var ikke meget for at efterkomme mit ønske, men gjorde det dog.

 

Så var der endelig fred, og Karsten kunne få lov at sove.

 

 

 

 

Jeg flytter ind i det Hvide hus.

 

En dag tog jeg mod til mig og spurgte en, nøje udvalgt, sygeplejerske om muligheden af, at få en seng ind på stuen hvor min bror lå. Han var bange hele tiden, både når han var vågen og når han sov, han ville gerne have mig tæt på hele tiden, han var bange for at dø. Specielt om natten havde han forfærdelige mareridt, hvor han råbte og skreg af angst, for at ende et vist sted, fordi han havde været ’en grim dreng’, havde han fået hjernevasket ind i sit hovedet, og disse trusler slap ham ikke.

 

Det var uhyggeligt, håbløst alt sammen.

 

Det var svært at overbevise ham om, at hvad han end troede om sig selv,

eller hvad andre troede om ham, så var han god nok.

 

Tror du jeg kommer i himlen spurgte han?

Vil du gerne det?

 

Ja, men hvad skal jeg så gøre for at komme der?

Sig det til Gud, så han ved det.

 

Hvad med alt det jeg har gjort, hvad tror du han mener om det?

Og hvad mener han om mig?

 

Jeg tror, at han forstår dig, og gerne vil snakke med dig.

 

Tror du da på Gud, og liv efter døden?

 

Ja, men jeg er ikke god nok til at komme i himlen,

jeg har gjort mange ting, som ikke berettiger mig til, at komme der.

Der er der ikke plads til sådan en grim én som mig, kan du forstå det?

 

Ja, det kan jeg da sagtens forstå, alle mennesker, har begået ’fejl’, og grimme ting.

At dette er et faktum, kan vist ingen beklikke.

 

Ingen har, eller kan, gøre sig fortjent til at komme i himlen. 

Kan du se det?

 

Jeg ved godt, hvordan dit liv har formet sig, at du har haft en hård tilværelse med megen modgang og mange besværligheder - ikke nok med det, du har stået mutters alene – med det hele.

Det, er hvad du har fortalt mig.

 

Og nu, er det min tur til at fortælle dig noget.

Og det er, at du er en mild og blid og kærlig mand.

Husk det.  

Ærlig og forstående, det er du også.

 

Tænker du på tilgivelse, for dine synder?

Vil du gerne sige undskyld til Gud for det, som du mener, du har gjort forkert?

 

Tavshed.

Ja.

 

Ok, så gør det.

Tavshed.

 

Hvordan?

Du kunne for eksempel fortælle ham, at du aldrig har haft en far, som gad dig.

Men en, som var ligeglad med dig, og skred sin vej, og at du derfor har svært ved at forstå, at Gud er din Far, at han elsker dig, at du ikke aner hvad et faderforhold er, og at du ikke aner hvad han forventer af dig, og at du ikke kan forholde dig til det.

Det tror jeg han vil han forstå.

 

Inden jeg rejste herover til dig i Vejle snakkede jeg med en præst, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige, hvis du spurgte mig om livet efter døden.

Jeg har jo den samme far som dig, desværre.

 

Mig skred har også fra, det skulle han bare have gjort langt tidligere, så var vi kommet bedre gennem livet, med mindre skrammer, og rustet til at håndtere,

ja, selve livet.

 

Jeg aner heller ikke noget om, hvad et faderforhold er, men ved, hvad det ikke er.

Det, som jeg læste i bibelen, og det som jeg kan give videre til dig, er:

 

At, Gud i himlen, er din far, det siger han selv.

Sin favn har han åbnet op for dig, fordi han gerne vil være din Far,

holde om dig, tage sig af dig, elske Dig, være hos dig, passe på dig,

alt det, som din biologiske far aldrig gad. 

 

Det er, hvad jeg har set i bibelen, og er det dét, vi taler om?

 

Tavshed.

Ja.

 

Min skyld, og alt det andet, hvad gør jeg med det?

 

Hvis du har det bedst med det, kan du sige undskyld til Gud og

bede ham om at tilgive dig, er det det du tænker på?

 

Ja.

Tavshed.

 

Du kan sige det højt, eller du kan sige det inde i dig selv, det er lige meget,

Guds ører hører og forstår, uanset hvad, og hvor, på kloden mennesker bor,

og hvilket sprog, vi taler.

 

Det var en lidt svær samtale, han vendte tilbage til emnet flere gange,

og vi snakkede om det, i takt med det behov og de ønsker, og ikke mindst frygten,

som Karsten lå under for.

 

Jeg synes, der faldt lidt ro over ham, med tanke på hans egen eventuelle død, og hvad så bagefter, og at Gud var der, til at tage sig af ham.

 

Karsten led forfærdeligt.

 

Disse ligefremme samtaler lettede presset for ham, tror jeg.

Hans behov for at få det ud, og ikke mindst erkendelsen af de indre kampe,

som han led under, fik han gennem de uformelle samtaler hjælp og styrke til

bedre, at kunne forstå og derfor til bedre, at kunne håndtere.

 

Med tårer i øjnene, og en stemme der ikke ville makke ret, og med en dyb omsorg og kærlighed til min lillebror, tillod jeg mig, alt mens jeg så ham direkte i øjnene og han mig, at trøste ham således ved at sige:

 

Brormand, når jeg ikke mere er her til at passe på dig, så træder Gud til,

og overtager min plads, han vil passe på Dig for evigt, du bliver aldrig mere alene,

du bliver aldrig mere svigtet og du bliver aldrig mere forladt.

 

Stol på det.

 

Det tror jeg han gjorde, i al fald så det ud, som det var et personligt løfte til ham,

og det tog han til sig.

 

Jeg tror også, det trøstede ham, gav ham et holdepunkt, og et håb.

Han var ikke alene.

 

Det var så svært at sige de ord, det var som om, at når først de ord var sagt,

så var der ingen vej tilbage….det, var der jo ikke alligevel.

 

 - men ordene de skulle siges, så vidste Karsten,

det var en forløber for det, som meget snart, ville komme.

 - han vidste det nu nok allerede.

 

Jeg nærmest hviskede ordene, jeg kunne ikke få dem hverken

frem eller ud, de sad fast, det var frygtelige ord.

 

Min trøst var, at Karsten havde sin allerbedste ven i himlen, og denne ven 

ville han nu fremover være sammen med. Han var altid opløftet og glad,

og virkede tryg, når han talte om vennen, og at de to nu snart ville være sammen igen.

 

 

 

 

Det Hvide hus levet og set indefra.

 

Man, bevilger mig sengen ind på Karstens stue,

og jeg var nu medindlagt på Vejle hospital.

 

Jeg sov, spiste, gik i bad, passede Brormand, så hvide vægge, hvide senge med hvidt sengetøj,

hvide mennesker, hvide gardiner, hørte hvide dødssyge folk ligge i deres hvide senge med

hvidt sengetøj, råbe og skrige af smerter og i stor angst

 

 – måske, var det dødsangst?

 

Der kom bare ingen og hjalp dem, de blev ikke hørt - men over hørt.

De var ensomme, ensomme i ordets dybeste forstand, ingen ”havde tid til dem”.

I hvert fald, kom ingen.

 

Der lå de - på dødsgangen – i dødskammeret, døgnets 24 timer.

 

Jeg turde ikke gå derind, men gjorde det alligevel. Der lå mange mænd på den stue. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, eller hvad jeg skulle sige

 - sagde kun få ord.

 

Heldigvis, havde brormand enestue.

 

Jeg gik lidt rundt mellem sengene, opdagede, at det var skeletter, der lå i dem

– skeletterne rakte selvfølgelig deres arme og hænder ud efter mig, de ville gerne snakke

– men jeg havde svært ved at forstå hvad de sagde, deres sprog var uforståeligt, usammenhængende, og uklart, som Karstens var det.

At de anstrengte sig til deres yderste, og gjorde deres allerbedste for at få

kontakt og blive forstået, dét var soleklart.

 

Det må have tæret enormt på deres resurser og kræfter.

 

Deres længsel efter mennesker, berøring og kontakt, lyste ud af dem.

 

Deres afmagt, deres udstråling og udstrakte hænder og arme,

efterlod et dybt og uudslettelig indtryk.

 

Et hæsligt minde.

 

Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ud af deres stue, synes ikke, jeg bare kunne forlade dem.

De ville så gerne, at jeg skulle blive.

 

Det kostede stor overvindelse at forlade dem,

såvel, som det kostede stor overvindelse, at blive der.

 

Når ét skelet døde, kom et nyt skelet ind.

 

Efter mit besøg på den stue, gik jeg ned til personalet og sagde til dem, at de måtte gøre noget for de stakkels mennesker, og ikke bare lade dem ligge der og skrige? De lå der døgnets 24 timer.

Tænk at have så stærke smerter, deres udvej er, at skrige, skrige i vilden sky, i håb om at blive hørt, af personaler, eller pårørende hvor end de så er? Deres smerter forsvinder ikke uanset hvor højt de skriger.

 

Personaler kan de bare lukke ørerne, drikke deres kaffe og hygge med hinanden?

Jo, det kunne de her sagtens.

Hvem har et problem her?

 

De sagde, at der var personalemangel, det var svært at få personaler til netop denne afdeling.

Det lyder sandsynligt. Sværhedsgraden kan meget vel være betinget af de kølige personager, som regerer på denne afdeling. Og som lægger linien. Niveauet.

 

 

Når Lis mødte på arbejde, kom der liv i skeletterne. Der lød høje glædes råb og hyl,

når hun, trådte ind på deres stue. Hun gik fra seng til seng, snakkede med den enkelte, gav dem tid, lyttede, gav dem hvad de behøvede af mad og drikke.

 

Hun var et elskeligt varmt menneske, hende holdt jeg også meget af.

Brormand elskede hende.

 

Lis var en, blandt de få ansatte, som behandlede de dødssyge mennesker med respekt, omhu og menneskelighed. Der var i alt kun cirka tre personer, på den afdeling, der behandlede de dødssyge mennesker, på anstændig vis.

(Og disse tre personer, er ikke inkluderet, min kritik af Vejle hospital.)

 

Det var noget af et chok, at gøre denne opdagelse, jeg havde aldrig forestillet mig,

at mennesker, som lå for døden, på et Dansk Offentlig Hospital, som er underlagt

tilsynet fra Sundhedstyrelsen/Sundhedsvæsenet, og hvis gældende regler og love,

skal respekteres og overholdes, blev så groft tilsidesat,

 - og at de indlagte blev SÅ usselt behandlet.

 

Jeg gjorde mig en del notater på papir, den tid jeg var hos Karsten.

Dem har jeg stadig.

 

Med egne øjne så og oplevede jeg hvilke sygeplejersker/elever/ansatte det var,

der mishandlede, og pinte de dødssyge mennesker - min bror også var én af dem.

 

Jeg havde aldrig forestillet mig, den slags kunne ske, at ansatte, på så hadefuld vis, var i stand til, at udleve deres had og foragt, og ikke mindst kulde, overfor mennesker, hvis liv var ved at ebbe ud.

 

Pågældenders navne har jeg.

 

Samme ansatte, nærmest underkastede sig, de hvide kitlers magt

- når det var en mand, der var indeni.

De fedtede for dem, søgte deres opmærksomhed. Det lykkedes også.

 

Det var for klamt. Det kunne de bruge frokostpausen til.

 

Stakkels stakkels de ensomme og forladte menneske skeletter,

som lå i det der dødskammer.

Hvor var jeg lykkelig over, at min Brormand ikke var én af dem,

det ville jeg ikke kunne leve med, det ville plage mig, forfølge mig.

 

Brormands angst og smertens skrig hørte jeg, om og om igen,

de var ubeskriveligt uhyggelige, og de forplantede sig, 

i mig, i mit tøj, i væggene, i gardinerne, i det lille bitte rum,

som vi opholdt os i døgnets 24 timer, alle alle vegne.

 

Min sjæl blev revet i stykker, småstykker, splintret, spredt ud,

jeg led grusomt og kunne ikke få afløb, finde trøst, forståelse, hjælp.

 

Min fysiske og psykiske tilstand var, elendig

Brormand så det, og sammen led vi.

 

Jeg opsøgte faktisk en hospitalspræst, jeg var desperat.

Hans dogmer, og verden, forstod jeg mig ikke på.

Det var en fiasko.

 

Han var en fiasko.

 

Jeg var meget skuffet.

 

Nogle gange fandt jeg mig selv, midt om natten stående ved Brormands seng,

uden at ane, hvordan jeg var kommet der, eller, hvorfor jeg stod der.

Jeg husker heller ikke hvordan jeg fandt tilbage til min seng, erindrer intet.

 

Steddet, var råddent, uhyggeligt, og hæsligt - er min oplevelse og erfaring.

 

Stinkende, på det nærmeste, næsten døde menneskevrag lå mutters alene,

rundt omkring på stuerne - med døds og smertensskrig,

som eneste, kommunikations middel.

 

En stinkende, med levende begravede mennesker, losseplads!

 

Da ’min seng’ blev kørt ind på stuen, blev den placeret på tværs,

ved fodenden af Brormand seng.

Det var en én mands stue.

 

Da han opdagede det, fik han, med sin indskrumpede,

knogle-magre hånd, sig hevet op i galgen,

og hans efterhånden store kuglerunde, og

udstående døds-øjne stirrede på mig - mit blik holdt han –

og fuld af håb og trøst over, at han nu havde han mig hos sig, tæt på sig,

og resten af sit liv, udtrykte han sig således i spørge og konstateringsform:

 

Søs, kik herover, Det er Mig, Brormand, nu ka du Se Mig hele tiden, ikk?

 

Dén, havde jeg slet ikke ventet.

Lå angsten ham, dybest set der stadig, og plagede ham?

 

Jeg nikkede, jeg kunne ikke, holde gråden tilbage,

hakkende fik jeg fremstammet:

 

Ja, Brormand nu kan jeg se dig hele tiden, jeg bliver her på stuen

og bor sammen med dig, min bagage, fra Patienthotellet,

henter jeg herover, og så er vi sammen hver dag og hver nat.

 

Jeg har også fået lov, at spise alle mine måltider her på, hospitalet -  

uden, at jeg skal betale noget for.

 

Brormand var glad, meget glad.

 

Min stemme rystede, det var sidste udkald, vores sidste tid sammen,

herefter, ville døden skille os ad.

Det vidste Karsten også, er jeg sikker på.

Jeg skubbede det væk, ville ikke tænke på det.

 

Vores øjenkontakt holdt vi, de sekunder ’samtalen’ varede.

 

Hospitalets badeværelse, måtte jeg bruge hver morgen, indtil klokken 7.00.

Der var fint med mig.

 

Brormand fik det, som han allermest ønskede, omsorg og pleje, en Søs,

han kunne se hele tiden, og som så ham, en om hvem han vidste, hvis

ord han kunne stole på, og sådan, skulle det være.

 

Brormands kamp mod døden tærede og åd ham.

 

Sine øjne kunne han ikke lukke.

Døgnets 24 timer, var de stirrende og vidtåbne.

 

Udtryksløse?  Ja og nej.

 

Øjne udtrykker, hvad enten et menneske er spillevende, eller døende.

 

Brormands gjorde det, til en vis grad.

Jeg kunne godt, lærte det, aflæse og forstå hans øjnes ’sprog’.

 

Det var en meget anstrengende, og slidsom lærdom,

synes jeg, og ikke mindst trættende.

 

Men den lønnede sig.

 

At se Brormands glæde over at blive forstået, og andre gange, lade mig vide, at:

”Du er godt nok langsom opfattende Søs,” det, bekom ham vel.

 

Han kunne heller ikke lukke sin mund. Den stod vidt åben, nat og dag,

om han var vågen eller sov. Så stod den på vid gab.

 

Hans sprog forsvandt gradvist, og blev uforståeligt. 

Det kostede ham dyrt i energi.

 

Han kæmpede og anstrengte sig alt hvad han kunne,

han ville forstås, han ville sige,

fortælle det, som han havde på hjerte.

 

I sin irritation over, når, jeg ikke kunne forstå, provokerede han mig,

han rystede på hovedet, og ’tænke sit’ over min uformåenhed.

 

Det stod i panden på ham.

 

Det lærte jeg hurtigt at acceptere. Det undte jeg ham.

 

Det var så synd for ham, at han ikke længere kunne forklare sig,

gøre sig forståelig, ordene havde han jo, men han kunne ikke få dem frem,

udtrykke dem.

 

 

 

 

Ordene der blev væk.

 

Karsten var en voksen mand, som pludselig røg ned på et talestadie hvor små børn befinder sig på. Stedet hvor de starter og forsøger sig med ord.

 

Og gradvist blev hans krop mere og mere svag og dysfunktionel,

hans kræfter forsvandt, på én måde stille og roligt,

på en anden, med stor hast.

 

Mad og drikkelse fik han ikke mere noget af.

 

Da han først ikke mere kunne indtage almindelig mad og drikke,

fik han sonde mad, det vil sige, nogle nåle blev stukket ind i hans hals,

radmagre knoglehals,

hvorpå var påhæftet slanger, og hvorfra væde fra poser på stativer,

løb gennem slangen og ind i hans hals.

 

Det var uhyggeligt at se Karsten således, han så død ud,

længe inden han var død.

 

Men en dag, tog de også den form for føde fra ham.

Altså væden og sonde maden.

 

Så fik han ingen næring mere

 

 - døde han af sult mon?

 

 

Det kan være.

 

Hvorfor gør I det? spurgte jeg, mens Karsten var til stede.

 

Svaret var noget i retning af:

At med sonde mad, holdtes han i live, uden sonde mad ville han dø, hurtigere.

 

I forvejen følte Karsten sig i vejen.

 

Jeg tænkte, det er langsom aflivning, hvordan mon det føltes Karsten? 

 

Du er ikke værd at holde i live, Karsten, du optager en seng,

som de andre skeletter på den side af gangen også gør det.

 

Men blev også de aflivede, altså dem på den anden side af gangen?

 

Det vides ikke.

Medmindre, og det kun måske, hvis en pårørende tæt på den syge, holder øje,

og stiller spørgsmål, til de får svar.

 

Og så alligevel afhænger alt af, om man som pårørende for den ansatte er luft,

og derfor bliver behandlet som luft, og derfor ignoreres fuldstændig.

 

Gør man det, får man ingen svar!

Absolut ingen.

 

Det prøvede jeg mange gange. Det hørte til sjældenheder, at få svar.

 

Gennem døgnets 24 timer, vil en pårørende aldrig nogensinde opdage,

om det er en naturlig død, eller en langsom aflivning, patienten dør af.

 

Jeg kunne ikke affinde mig, med sådanne metoder, tænkte på mennesker,

som i koncentrationslejre døde af sult fordi de ingen mad fik.

 

De hentæredes, blev mindre og mindre, skrumpede ind, blev skeletter,

og døde, som usle stumme vrag – skelet-vrag.

 

Det gjorde Karsten også.

 

Når man som voksen mand, vejer 40 kg, eller derunder,

er man så ikke et skelet-vrag?

 

Hospitalets beslutning stod fast.

 

De svar, som jeg fik, når jeg spurgte,

var enslydende, uden mening.

 

En konstatering af, at Karsten kunne ligeså godt dø hurtigt.

 

Det gjorde han nu ikke, til stor overraskelse for pesonalet.

 

Karsten var sej, han slap ikke linen, han havde jo sagt, at han ikke ville dø.

 

Det stod han ved.

 

 

Dét var så Karstens sidste tid.

 

 

- følte han sult mon?

 

 

 

 

Bræk

 

Karsten kastede op 15 til 20 gange hver dag.

Det var en enorm lidelse for ham, at komme af med alt det.

 

Det startede med en lav, gurglende og rumlende lyd, som kom dybt nede fra hans mave. Gradvist tog det til i lyd og styrke. Det banede sig vej, og med resurser som Karsten ikke havde, fik han det bragt op hele vejen gennem sin spinkle og udtærede krop, op i munden. Der sivede det ud med bræk ud af hans mund og mundvige, ned ad halsen, på nattøjet og på sengetøjet. 

Karsten havde aldrig andet end hospitalets nattøj på.

 

Et 24 timers kostume, med stinkende uklædelig bræk, hang på ham i dagevis.

Det blev ikke skiftet!

 

Sådan måtte Karsten leve, præsentere sig selv.

 

Meget ofte, gad ingen skifte hans sengetøj, såvel som ingen gad

vaske Karsten og give ham rent tøj på.

Meget ofte lå han i bræk, døgngammelt bræk, og stank langt væk.

Det generede ikke personalet. De kom der ikke så tit.

Mere præcist udtrykt: De holdt sig væk.

 

Karsten havde ingen styr på det bræk.

Når det kom til det stadie, styrede brækket sig selv, og Brormands svage,

afkræftede, stinkende og dødelige legeme, måtte gennemgå kvaler,

som jeg ikke ønsker andre måtte udsættes for.

 

Jeg syntes, det var slemt, at se på alt det, hjælpeløsheden overmandede mig igen og igen

og selvfølgelig led jeg i den tid jeg var hos Karsten.

 

Jeg oplevede det, som en uendelig uendelighed.

 

Hvor meget mere led Karsten så ikke selv?

 

Det får jeg aldrig at vide.

 

Han beklagede sig aldrig.

 

Urin og afføring kunne han heller ikke holde på. Det var noget han led meget under, og som det ikke lykkedes ham, at skjule for mig. For ind imellem, var jeg nød til, at ordne hans ’dele’ fordi ingen personaler kom, selv når vi blev ved, at ringe efter dem, mange gange, så kom de ikke. Gå ud på gangen og hente dem ind, hjalp ikke stort, ofte var der folketomt, ikke et øje, der skulle sidde i hovedet på blot én enkelt ansat, var at opdrive.

Alle var væk.

 

Hvor var de?

 

Hvad lavede de?

 

 

Desuden:

I timevis lå han i sengetøj der var gennemvædet at tis – gammel kold tis.

Her taler vi om lagner, dyner, nattøj osv.

 - og ikke mindst, på Karsten selv, hans magre og smerteplagede krop.

 

Karsten frøs altid, døgnets 24 timer, rystede han af kulde.

 

Gammelt indtørret opkast på Karstens tøj, hans sengetøj, ham selv,

hørte også til dagens orden.

 

Karsten gennemgik grusomme lidelser, han kunne have været foruden.

Han må have følt sig uønsket på det hospital, det er også min opfattelse,

at det var han.

Ham gad de ikke.

 

Mens jeg var der, lovede jeg mig selv, at med alle de notater, som jeg havde gjort mig, ville jeg udforme en skrivelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, om forholdene på Vejle hospital, nævne den kritisable og mangelfulde omsorg og pleje, oplyse fornavne og efternavne, på de sundhedspersoner, som svigtede Karsten, og åbent med ord, nedgjorde Karsten.

 

De gjorde det endog, mens jeg hørte på.

 

 

Den ene grå bakke efter den anden, holdt jeg på skift under hans hage.

Når én bakke, var fyldt med bræk, havde jeg til rådighed, en stor stabel

rene bakker, som stod klar til brug, til en ny omgang frisk bræk -  

der delvist væltede ud af hans mund og, som sivede, ud af hans mundvige, ned på halsen og på tøjet.

 

Dér endte der – og dér blev det.

 

Vaske Karsten, skifte ham, skifte sengetøj????  Nej, det gjorde man ikke.

Hvilke ydmygelser, de bød ham, igen og igen, uden skam og pligtfølelser.

 

Om det stank? Ja, det gjorde det også!

 

Bakkerne stod klar på hans natbord, som stod klods op af hans seng,

med mig midt imellem, så jeg bare lige skulle vende mig om enten mod bakkerne

eller mod Karsten for at håndtere bakker med og bakker uden bræk.

 

Af servietter, til at tørre bræk af med, ’ofrede’ hospitalet, aller-nådisk,

nogle grove, grå og ru papirs servietter.

 

Hvordan de så ud?

 

De er såmænd magen til dem, der ligger på offentlige, mere eller mindre stinkende,

toiletter, og tankstationer.

 

Kvalitetsmæssigt, den ringeste og groveste af slagsen, og utvivlsomt den billigste.

De er rektangulære og meget ubehagelig til menneske hud.  De kradser.

 

Dét var, hvad de undte de Karsten - knap og nap, viste det sig.

 

Disse afskyelige, ru papirservietter, var som sandpapir, på Karstens hud.

De kradsede, og gjorde ondt, Karsten var døende, hans hud og krop, var skrumpet ind til det rene ingenting. Disse servietter, var, hvad jeg kunne tilbyde Karsten, jeg måtte tvinge mig selv til at bruge dem, hospitalet stillede ikke bløde, hudvenlige servietter til rådighed – ikke til Karsten i hvert fald – sikkert heller ikke til skeletterne på den anden side af gangen.

 

Karsten var døende, hans krop og hud, var overfølsom og smerteplaget.

Det tog de hospitals ansatte ingen hensyn til, tværtimod.

 

Flere af de ansatte, på denne afdeling, udlevede, personificerede sig, markerede sig, med stor overlegenhed, DE var de professionelle!

 

Sådan oplevede jeg dem ikke, tværtimod. De var hårde.

De var passive, hadefulde, følelseskolde og skadefro, - både som mennesker og som personaler.

 

En morgen, var jeg, som alle andre morgener i gang med gøre klar til opkastninger.

 

Jeg stablede de grå pap-bræk-bakker ovenpå hinanden, i store stabler, så var de klar,

såvel, som jeg stablede og klargjorde, de grå og ru servietter,

så også de lå klar, til brug.

 

Ikke sjældent stillede en ansat sig ved siden af mig, blev stående, og bebrejdede mig

mit ’store forbrug af brækbakker og servietter’.

 

Hun spurgte:

Hvad skal du med det? Så mange må du ikke tage! Hvad bruger du det til?

Jeg måtte lægge det tilbage.

Jeg gik helt i står, og havde ikke noget svar, på hendes spørgsmål.

 

Vidste hun ikke, at Karsten var syg? At Karsten kastede op et utal af gange?

 

Hendes mistænksomhed, kom til at påvirkede mig, og den gjorde mig nervøs, og usikker. Den prægede mig på den måde, at når Karsten var udgået for servietter og bakker, turde jeg ikke gå ud på gangen, for at hente ny forsyning, hvis nogen skulle opdage det, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle få dem til at forstå, at Karsten kastede op 15 – 20 dagligt, mindst, og at det ikke var med vilje, manden var syg, dødssyg, og jeg kunne næsten ikke stå på benene mere.

 

Jeg, var ved at falde sammen. Jeg kom til at hade de mennesker lidt, det kunne ikke udgåes.

 

Jeg må sige, jeg manglede også ord, og ikke mindst vilje, til at forklare de veluddannede sundhedspersonaler, at et cancer sygt menneske, og hvor det, som i Karstens tilfælde sad i mavesækken, hans mavesæk var helt omdannet, kastede op i ét væk. Anstrengelserne og den store indsats, at få alt det bræk bragt hele vejen op gennem kroppen og ud af hans mund, det var en præstation i sig selv, et ualmindeligt og umenneskeligt slidsomt arbejde. Det skete, det siger sig selv, under voldsomme store smerter, og intense klage lyde, der kunne høres langt væk,

 

Det var voldsomme overgreb på Karstens spinkle krop.

 

Min arbejdsindsats, blev ikke påskønnet, end ikke nævnt.

Den er sikkert gået deres næse forbi, de har slet ikke opdaget den.

 

Jeg holdt altid øje med, om gangen var tom. Når den var det, løb jeg hurtigt ud efter diverse bakker og servietter, og forsvandt hurtigt fra gangen igen. Fra den dag og fremover skjulte jeg de 'stjålne bakker og servietter'. Jeg orkede dem ikke mere, ikke flere forklaringer til dem. De levede i deres verden, og ikke i patienternes, hvor de retteligt burde være.

 

Jeg fortalte det til Karsten, at de holdt øje med, mit forbrug af brækbakker og servietterne, så havde vi noget at grine af sammen, troede jeg…

 

Dér tog jeg fejl. Karsten blev brødebetynget, fik dårlig samvittighed,

og sagde:

Vi kan jo genbruge de grå bakker, ikke?

 

Skylle dem af, eller blive ved at bruge dem, til der ikke kan være mere bræk i, og så til allersidst, smide dem ud?

 

Servietterne, må vi udnytte noget bedre, mente han.

Karsten virkede bange, han ville ikke ligge nogen til last.

 

Af hensyn til Karsten, sagde jeg ja.

 

Jeg hadede både synet og lugten af det bræk, og lyden fra hans krop, 

fordi den bragte brækket op, den lange vej fra hans mave.

 

Vi skulle have haft, Karsten skulle have haft, bløde og hudvenlige servietter til sin sarte og smerteplagede krop og hud, men det undte hospitalet ham ikke

 – han fik det heller ikke.

 

Tænker i skrivende stund, på de skeletter på den modsatte side af gangen, som jeg tidligere havde besøgt. Fik de overhovedet tørret brækket væk, når de kastede op? Og kastede de op lige så tit Karsten gjorde det, hvem hjalp så dem?

 

Personalet?

 

Ofrede de overhovedet papir på at tørre bræk af deres hud? 

Og kunne de kaste op, så syge som de var? Og helt alene?

Uden et menneske, som elskede dem?

                                     

De mange daglige og lange opkastninger, som Brormand gennemgik, pev han aldrig over.

Han trøstede mig, fordi jeg havde så svært at opleve ham så hjælpeløs, slap,

døende, mens han selv, han tog det, med ophøjet ro.

 

Stille og roligt fandt han sig i det hele.

 

Én gang kom jeg til at græde, og det var voldsomt. Jeg hulkede, så hele kroppen rystede.

Jeg kunne ikke styre det mere, jeg var færdig. Var ved at eksplodere.

 

Brormand opdagede det lynhurtigt, selvom jeg nåede at vende ryggen til ham.

Jeg styrede direkte mod døren, ud til gangen.

Jeg måtte være alene bare et øjeblik.

 

Jeg nåede det ikke.

 

Brormand spørger:

Græder du, du græder ikke vel… ikke græde… ikke græde Søs…

det hele skal nok blive godt igen, det ved du godt, ikke?

 

Græd ikke, kom her over, det skal nok gå alt sammen, se på mig, og tør dine øjne.

 

Brormand var i stand til at trøste mig, trods den håbløse tilstand han selv var i.

 

Noget flov og utilpas, tørrede jeg øjnede, og slugte det sidste græd.

 

Brormand ville ikke se græd, det vidste jeg, han havde selv sagt det.

 

Jeg kunne bare ikke længere fortrænge alle de indestængte følelser, de var, som et

atomkraftværk jeg var oppe imod, og der skulle ikke meget mere smerte til før, jeg gik i spåner.

 

Sin kamp mod døden, den var han tro imod,

give op, det ville han ikke,

sin kamp for livet slap han ikke godvilligt,

han kæmpede, bravt.

 

Troen på Livet,

Tapperhed og Udholdenhed,

var Karstens force, når det virkelig gjaldt.

 

Brormand besad en urkraft, som jeg beundrede og beundrer dybt.

Den side af ham, lærte jeg at kende.

 

Dét er jeg taknemlig for.

 

 

 

 

Den pludselige og uventede død.

 

Klokken 7.00 mandag morgen stod jeg ved Brormands seng og sagde godmorgen.

 

Jeg havde været i bad, var klar til en ny dag. Ikke frisk, ikke udhvilet, ikke på dupperne?

 - Nej.

Men klar.

Brormands tænder og mund var i en forfatning jeg næppe kan beskrive.

Hvad havde han følt, mærket af dårlig smag i munden?

 

Mad og væde, havde han ikke indtaget, gennem længere tid, vi taler om uger,

sonde maden, var også for længst taget fra ham.

Den kunne forlænge hans liv. Det synes hospitalet ikke Karstens liv skulle.

 

Hans læber var indtørrede, og skorpede, jeg prøvede at pille det forsigtig af,

men det, sad for fast, ville ikke gå af.

Jeg var også bange for, det gjorde ondt på ham. Jeg var for forsigtig.

 

Jeg kiggede lidt på ham, synes han havde forandret sig ’siden sidst.’

 

Jeg lyttede til ham, syntes han trak vejret anderledes, og begyndte at snakke med ham.

Jeg vidste jo godt, han ikke kunne tale - men alligevel.

 

Hans vejrtrækning var let, og nærmest ubesværet, i forhold til tidligere.

 

Jeg sagde til ham: Brormand, jeg går ud og finder noget at

læske din mund og gane med, jeg er snart tilbage, jeg skynder mig.

 

Forlod ham, gik ud og fandt hvad jeg skulle bruge, og vendte tilbage til ham.

Det varede ganske få minutter. Det var ud på gangen, nede i den anden ende.

 

Jeg kiggede igen på ham og syntes egentlig, at han så fredfyldt og rolig ud,

hans vejrtrækninger, var korte, men rytmiske og svage.

 

Jeg sagde til ham: Brormand jeg har noget her, som kan rense dine tænder og mund,

så du kan få en bedre smag i munden, øjeblik, så gør jeg det klart til dig.

 

Jeg vendte ryggen til ham, et øjeblik blot.

 

Tingene havde jeg stillet fra mig, på hans natbord, og da jeg vendte mig mod ham

og skulle til at rense hans mund opdagede jeg at han var død.

 

Det reagerede jeg ikke, sagde ingenting, stod bare og kiggede på ham,

 - gik i stå.

 

Brormand, sagde heller ingen ting, han lå bare der i sin seng som han plejede,

med sine vidtåbne og udstående øjne, og munden på vid gab.

 

Jeg troede ikke på, han var død,

troede at han hverken kunne leve eller dø, en underlig tilstand befandt jeg mig i.

 

Jeg gik ud på gangen for at finde en sygeplejerske, dem var der ikke mange af.

Fandt dog en.

 

Sagde de få ord: Karsten er død.

Det sagde hun ikke noget til.

 

Hun gik med ind på stuen, og konstaterede at det, var sandt.

 

Jeg havde for længst sikret mig lov til, at hjælpe med at gøre Brormand i stand.

Fjerne det grimme hospitalstøj,

og give ham almindeligt pænt menneske-tøj på.

 

Det fik jeg lov til, det vil sige, det fik jeg ikke alligevel.

Hende, som var der lige den dag mente, at jeg skulle gå af stuen,

når Karsten skulle klædes af, og vaskes.

 

Det opponerede jeg imod, naturligvis,

jeg fastholdt min tilladelse til at være til stede,

når Karsten skulle gøres i stand.

 

At jeg var blevet lovet, at jeg kunne hjælpe til med, at vaske ham, give ham

menneske tøj på, frafaldt jeg hurtigt, indså, at det ypperste den

tilstedeværende sygeplejerske ville gå med til var, at jeg holdt mig i baggrunden.

 

Det gjorde jeg ikke helt.

Jeg var passiv, men rykkede, lidt af gangen ganske vidst, tættere hen mod Karsten.

Der hvor han lå.

 

Sygeplejersken bad mig træde tilbage, da Karsten skulle have tøjet af.

Det nægtede jeg selvfølgelig, jeg blev stående klods op af ham.

 

Hun sagde, at jeg ikke måtte se Karstens nedre regioner,

derfor skulle jeg træde tilbage.

 

Hm hm… hvad tænker den kvinde dog på?

 

Jeg har passet og plejet Karsten, taget mig af hans nedre regioner, såvel som øvige regioner.

Og fordi ingen personaler kom og hjalp ham, når der var klart behov herfor,

så spurgte Karsten mig, om jeg ville hjælpe ham.

 

Det kunne jeg ikke sige nej til. Selvfølgelig hjalp jeg ham.

 

Jeg sendte sygehjælperen et blik, som hun straks forstod og med ord besvarede hun:

 

Du bliver bare her hos din bror.

Det gjorde jeg.

 

Havde det været en af de tre andre sygeplejerske, der var der den dag, var jeg blevet medinddraget.

Varmt og åbent.

Det var dét, jeg gerne ville.

 

 

Eftersom Karsten ikke havde fået nogen form for næring gennem længere tid,

heller ikke væde, regnede jeg med, uden at have tænkt nærmere over det.

At hans tarme var tømte. De alle.

Tomme simpelthen. Total tomme.

Men dét, var de ikke.

 

Jeg havde aldrig tænkt den tanke, at tarme først bliver slappe,

holder op med at arbejde, når et menneske er dødt.

 

Jeg opdagede det, da Karsten skulle vaskes. 

 

Endelig og langt om længe kunne han blive

fritaget fra det grimme og intetsigende hospitals tøj. Som mange ikke gad skifte på ham.

Få sit eget tøj på, mennesketøj,

– blive sig selv.

 

Hans afføring, som jeg ikke troede han havde mere af, kom stille og roligt ud.

 

Herefter, blev Karsten vasket.

Nu var han pludselig: Et lig. Det var underligt. Ikke til at forstå.

Den havde hjernen svær ved at sluge.

 

Et lig - en død -  Nu skulle han i hvert fald, aldrig nogensinde mere ligge og skrige i smerter, eller ligge i ubekvemme og umenneskelige stillinger, timevis, fuldstændig nøgen, og iskold på sin bare krop.

Uden, nogen kom forbi, og tog sig af ham.

Vaskede ham, puttede ham, aede ham lidt på kinden, viste omsorg og medfølelse.

 - De gik bare forbi ham, ignorerede ham.

 

Dét var en trøst. At netop den tid, og de ting, skulle nogen aldrig nogensinde mere byde brormand.

En trøst var det også, at han aldrig nogensinde mere ville komme til at ligge med klamt hospitalstøj.

Hospitalstøj, som var fyldt med store skjolder af tis, gammel iskold tis. 

 

 - Der stank langt væk.

Brormand var en voksen mand.

Det var så for-nedrende.

Og bræk, der var gammel, klumpet og iskold.

På hans stakkels stakkels smerteplagede krop.  

 - Og Sjæl.

 

Og en Aida, der skånselsløst og modbydeligt plagede ham. Hun var et meget ondskabsfuldt og hævngerrigt menneske. Ingen ansatte greb ind, ingen stoppede hende. De vidste det. De så det.

 

Rikke Jørgensen slægtede Aida på. Hun var ligeså ond og modbydelig ved brormand. Den dag, Rikke Jørgensen erfarede, jeg gennemgik hele personalelisten, skrev alle navne ned, ændrede hun sig. Heldigvis var jeg hos brormand døgnets 24 timer.

Brormand kunne skrige af smerter, det gjorde han også. Uhyggelige uhyggelige primitive brøl kom ud af hans mund.

Karsten nægtede, og det gjorde han 100%, at se sig selv i et spejl.

Han tålte ikke spejle. Han tålte ikke sit udseende.

 

En skændsel er det Vejle Hospital.

Mere præcist udtrykt: KZ lejr?

 

Patienterne, Karsten og Skeletterne, som de hurtigt blev til, på samme gang, de var bundet til deres

senge – fanget, som fanger.

De var fanger.

 

Karsten blev begravet på samme kirkegård som sin bedste ven.

Det var Karstens ønske at ligge lige ved siden af ham.

 

Men brormand var ikke hurtig nok.

Den plads havde en anden snuppet.

Det affandt Karsten sig med.

 

Karsten takkede ja tak til den næst-nærmeste.

Så var de to venner sammen igen.

 

 

Til forsiden